Tirsdag den 29. september, kl. 17-19 om:
Frivillig isolation i fængsel
Frederik Rom Taxhjelm, postdoc ved Københavns Universitet, som i april forsvarede sin PhD, Frihedens byrde: Frivillig isolation i danske fængsler, vil give os indblik i hvorfor nogle indsatte vælger frivilligt isolation – en form for fangenskab, vi ved kan være dybt skadelig? Og hvad betyder frivillighed overhovedet i et fængsel? Oplægget tager udgangspunkt i hans ph.d.-afhandling om frivillig udelukkelse i danske fængsler. Gennem registerdata og interviews med isolerede indsatte og ledere af isolationsafsnit har han undersøgt, hvad der får indsatte til at trække sig fra andre, hvordan et liv i isolation opleves, og hvilke konsekvenser det kan få. Isolation kan tilbyde en form for sikkerhed, men samtidig langsomt tømme hverdagen for relationer og mening – og gøre grænsen mellem beskyttelse og straf svær at få øje på. Når indsatte vælger frivillig udelukkelse, skyldes det ofte mistrivsel, interne konflikter eller pres fra medindsatte. Chef for Herstedvester Fængsel, Louise Faltum, vil give et praktisk indblik i Danmarks Fængslers arbejde med at skabe et trygt og sikkert opholdsmiljø. Der stilles skarpt på de konkrete tiltag, der iværksættes for at modvirke de psykiske skadesvirkninger, som isolationen medfører.
Alle er velkomne til gå-hjem-møderne.
Til møderne serveres sandwich, vand og kaffe.
Tilmelding her
Onsdag den 21. oktober, kl. 17-19 gå-hjem-møde om:
Det danske fængsel i Kosovo.
Mads Beyer er Governor for det danske fængsel i Kosovo og således øverst ansvarlige for driften. Oprettelsen af Gjilan Fængsel blev besluttet som en del af flerårsaftalen for 2022-2025 som et af svarene på kapacitetsudfordringer i Danmarks Fængsler (tidl. Kriminalforsorgen). Når fængslet er fuldt indfaset, vil Gjilan Fængsel have en kapacitet på 300 pladser, og vil skulle huse udvisningsdømte fra lande udenfor EU og EØS. Mads vil i sit oplæg fortælle om arbejdet med etableringen af fængslet, herunder samarbejdet med Kosovos fængselsvæsen, uddannelsen af lokale fængselsbetjente og etablering af særlige danske løsninger indenfor fx sundhed, besøg og transport.
Peter Vedel Kessing, der bl.a. er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, vil fokusere på nogle af de praktiske og folke- og menneskeretlige spørgsmål og udfordringer, som den danske aftale om leje af et fængsel i Kosovo rejser. Dette er et afgørende nybrud både i dansk og europæisk sammenhæng af flere årsager; Kosovo er ikke fuldt anerkendt som en stat og derfor heller ikke folkeretligt forpligtet af menneskeretlige konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, det er kun udvisningsdømte udlændinge, der bliver overført til Kosovo – ikke danske statsborgere, de indsatte skal efter endt afsoning “i videst muligt omfang” udsendes direkte til deres hjemland – ikke retur til Danmark, og de indsatte kan – når de har afsonet deres dom – varetægtsfængsles i op til yderligere 1½ år i fængslet med henblik på evt. asylsagsbehandling og udsendelse til hjemlandet.
Alle er velkomne til gå-hjem-møderne.
Til møderne serveres sandwich, vand og kaffe.
Tilmelding her
Tirsdag den 24. november, kl. 17-19:
Dansk Selskab for International Strafferet og EU-ret er i fuld gang med at planlægge gå-hjem-møde.
Tirsdag den 15. december kl. 11.00: Besøgsmøde i Sdr. Omme Fængsel
Besøget finder sted i Sdr. Omme Fængsel, Holdgaardsvej 142, 7260 Sdr. Omme.
Sdr. Omme Fængsel er et åbent fængsel med plads til 222 indsatte, fordelt på fællesskabsafdelinger, en uddannelsesafdeling, to behandlingsafdelinger samt en halvåben afdeling. Fængslets areal er på ca. 964 ha. Der er 465 ha under plov og ca. 350 ha plantage, resten er hede, overdrev og læhegn. Den samlede bygningsmasse udgør 38.000 under tag. Du kan læse mere om fængslet her
Vi starter med at få serveret en sandwich og en kop kaffe, mens vi introduceres til fængslet. Derefter vises rundt i både den nye og den gamle del. Dagen rundes af i plenum.
Der er begrænset antal pladser, som fordeles efter "først-til-mølle-princippet".
Tilmelding på mail til: sekretariat@kriminalistforeningen.dk
Ved tilmelding skrives "Sdr. Omme" i emnefeltet. I mailen oplyses navn og eventuelle særlige kosthensyn.